The Cancer Trip

Yes Sir… Og det blev ikke på den lette måde som forventet.

Dagen startede ud med at mit vækkeur (se: mobil) ikke ringede og jeg kom derfor sent afsted.. omkring klokken 8. Batteriet var desuden ved at være lidt fladt og det samme med gps’en, da jeg ikke har kunnet lade strøm på campingpladsen. Nå men afsted med mig, der var jo kun 40 km. De første 20 går glat, der er dejligt fladt landskab og ingen vind.
De næste 10 var lidt værre, da der pludselig kom en motortrafikvej.. Noget der ikke står i GPS’en og ej heller på mit kort. Jeg blev derfor nødt til at forsøge at følge den via småveje, og de gik relativt godt. 3 km fra den by, hvor jeg skulle dreje ind i bjergene stoppede mine små veje, jeg tjekkede mit kort, og der var heller ikke mere herpå. Det eneste jeg kunne, hvis jeg ville til byen, var at cykle tilbage til havet, lidt nord, og så ind igen. Noget jeg ikke lige havde lyst til. Jeg sagde til GPS’en, find anden vej… Og det gjorde den. Jeg skulle bare begynde at køre ind i bjergene.
Her begyndte min tur over pyrenæerne. Jeg kunne se at turen var 14 km, så jeg kontaktede mine forældre (der ventede ved grænsen) og sagde at jeg var på vej. Den vej jeg fulgte gik fra asfalt til grus til skovsti. Efter relativt kort tid, måtte jeg skifte mine sko ud med sandaler, da det blev for farligt at cykle, da vejen var så ujævn.
Efter at have trukket et par kilometer opad var der kun 8 km tilbage, så jeg ringede igen og sagde at der kun var 8 km tilbage, men da gik min telefon så også død. Nå men jeg måtte jo trække videre opad opad opad. Jeg målte på et tidspunkt at jeg var kommet op i 569 m højde (og jeg startede ved vandet). Da der burde være 5 km tilbage, tjekkede jeg GPS’en for at bekræfte det, viste det sig at jeg var drejet forkert et sted, og var nu på vej den anden vej omkring bjerget. 2-3 km backtracking - og nej det er ikke lettere nedad, når man har en anhænger på sin cykel. Det skal jo så også lige nævnes at det her sker i middagsheden, så sveden dryppede fra arme og hagen.
Efter endnu et par timer, så jeg en nyslået græsplæne. Aldrig har jeg været så glad for at se en græsplæne… Her boede folk - og ja så kom der asfaltvej - og ja så kunne jeg cykle den sidste kilometer til målet.
Da jeg ankom til byen skulle jeg lige ha strøm på mobilen, så jeg kunne finde de gamle. Og er du gal det væltede ind med beskeder.. Hvor er du? Vi prøver at ringe? Der er lige kørt en ambulance! Vi prøver at finde dig.. osv osv.. De havde på det tidspunkt kørt over 70 km rundt i bjergene for at finde mig. Well de hedder vel ikke mor for ingenting.
Nå men jeg kørte over grænsen og der blev taget billeder, vi fik champagne og jeg fik vand ud over mig. Desuden havde de lavet en trøje til mig med I Did It! Da vi havde fejret det lidt kørte vi til deres campingplads, hvor jeg fik badet i havet.

Så til alle dem der troede jeg ville kryde pyrenæerne den lette ved (inkl mig selv) fik ikke ret - de blev taget på den gammeldags facon op over via bjergstier. Og jeg gør det ikke igen.

Der er kommet en del nye billeder tjek den her