The Cancer Trip

Yes Sir… Og det blev ikke på den lette måde som forventet.

Dagen startede ud med at mit vækkeur (se: mobil) ikke ringede og jeg kom derfor sent afsted.. omkring klokken 8. Batteriet var desuden ved at være lidt fladt og det samme med gps’en, da jeg ikke har kunnet lade strøm på campingpladsen. Nå men afsted med mig, der var jo kun 40 km. De første 20 går glat, der er dejligt fladt landskab og ingen vind.
De næste 10 var lidt værre, da der pludselig kom en motortrafikvej.. Noget der ikke står i GPS’en og ej heller på mit kort. Jeg blev derfor nødt til at forsøge at følge den via småveje, og de gik relativt godt. 3 km fra den by, hvor jeg skulle dreje ind i bjergene stoppede mine små veje, jeg tjekkede mit kort, og der var heller ikke mere herpå. Det eneste jeg kunne, hvis jeg ville til byen, var at cykle tilbage til havet, lidt nord, og så ind igen. Noget jeg ikke lige havde lyst til. Jeg sagde til GPS’en, find anden vej… Og det gjorde den. Jeg skulle bare begynde at køre ind i bjergene.
Her begyndte min tur over pyrenæerne. Jeg kunne se at turen var 14 km, så jeg kontaktede mine forældre (der ventede ved grænsen) og sagde at jeg var på vej. Den vej jeg fulgte gik fra asfalt til grus til skovsti. Efter relativt kort tid, måtte jeg skifte mine sko ud med sandaler, da det blev for farligt at cykle, da vejen var så ujævn.
Efter at have trukket et par kilometer opad var der kun 8 km tilbage, så jeg ringede igen og sagde at der kun var 8 km tilbage, men da gik min telefon så også død. Nå men jeg måtte jo trække videre opad opad opad. Jeg målte på et tidspunkt at jeg var kommet op i 569 m højde (og jeg startede ved vandet). Da der burde være 5 km tilbage, tjekkede jeg GPS’en for at bekræfte det, viste det sig at jeg var drejet forkert et sted, og var nu på vej den anden vej omkring bjerget. 2-3 km backtracking - og nej det er ikke lettere nedad, når man har en anhænger på sin cykel. Det skal jo så også lige nævnes at det her sker i middagsheden, så sveden dryppede fra arme og hagen.
Efter endnu et par timer, så jeg en nyslået græsplæne. Aldrig har jeg været så glad for at se en græsplæne… Her boede folk - og ja så kom der asfaltvej - og ja så kunne jeg cykle den sidste kilometer til målet.
Da jeg ankom til byen skulle jeg lige ha strøm på mobilen, så jeg kunne finde de gamle. Og er du gal det væltede ind med beskeder.. Hvor er du? Vi prøver at ringe? Der er lige kørt en ambulance! Vi prøver at finde dig.. osv osv.. De havde på det tidspunkt kørt over 70 km rundt i bjergene for at finde mig. Well de hedder vel ikke mor for ingenting.
Nå men jeg kørte over grænsen og der blev taget billeder, vi fik champagne og jeg fik vand ud over mig. Desuden havde de lavet en trøje til mig med I Did It! Da vi havde fejret det lidt kørte vi til deres campingplads, hvor jeg fik badet i havet.

Så til alle dem der troede jeg ville kryde pyrenæerne den lette ved (inkl mig selv) fik ikke ret - de blev taget på den gammeldags facon op over via bjergstier. Og jeg gør det ikke igen.

Der er kommet en del nye billeder tjek den her

Ja så nåede jeg Spanien. Dette bliver lidt kort, da jeg vil ud og bade og spise mm. Senere i aften (måske morgen) kommer der en længere post om turen (glæd jer).

2559 km blev turen - tillykke med vinen Nicolaj. Han var 8 km fra.
Jeg fik vand ud over mig og champagne at drikke.

Nu håber jeg at kan aflevere de over 70.000 kr fra sponsorne.

(Der kommer en mail med betalingsoplysninger til hver af jer - det kommer også til at stå på siden, hvordan og hvorledes.)

Da jeg kører over Drôme floden i Frankrig.

Jeg havde en telefonsamtale med kalle igår, han ringede let irriteret.

Kalle bad mig tjekke tour de france etapeturen for dagen, jeg kunne kontatere at de rigtigt nok havde lagt halvdelen af etapen oveni kalles, kalles svar var “for helvedet, de har stjålet min vej!”

Efter kalle fik råbt og skreget lidt blev hjemturen aftalt, flybilletterne bestilt, og kalle cyklede videre.

Kalle skulle nu være nået i mål i perpignan, og sponsorkonkurencen er derfor slut.

Så nåede jeg middelhavet - jeg skulle godt nok lige igennem montpellier ( en by man burde tage en stor bulldozer og fræse midtover og derefter lægge en vej der) som var mere eller mindre umulig at finde rundt i.

Men jeg kom igennem og pludselig til venstre for mig kom der vand. Ja okay det er ikke middelhavet, mere en indsø eller hvad det hedder, men kiggede jeg i horisonten kunne jeg se middelhavet

Da klokken var ved at være 2 fandt jeg en rasteplads med udsigt over havet, og lagde mig til at sove i skyggen af et træ.

Jeg er nu tilbage til turistområderne, da det vælter med campingpladser, men jeg skulle bare vælge den med karaokebar. I et forsøg på at sove kunne jeg høre grease, abba og barry white - alt tekst dog ændret til fransk og sunget af halvstive folk.

Jeg kan ikke rigtig bedømme om jeg var heldig eller uheldig i tirsdags. Mine forældre havde hentet (så jeg ku sove i campvogn) og nu bragt mig til Orange. Da de så kører opdager jeg at min mobil mangler. Der er kun en ting at gøre - cykle efter og overhale dem. Jeg jorder et par fortove og kommer op foran dem, og får dem vinket ind. Med telefonen i hånden kunne jeg nu køre videre. Vurder selv om det var heldigt at der var trafikprop i byen

Nå men afsted med mig. Jeg er nu nået til det punkt at jeg skal forlade rhone og begynde at køre vest. Som før cyklede jeg til sent (20) og begyndte så at lede efter sovested - og der var ingen. Jeg fandt en vingård med den fine pris af 120 euro per nat (morgenmad inkl) - så hellere i vejkantet. Nå men der var kun en måde at finde noget på. Op på cyklen. Klokken 2230 trillede jeg ind i St Gilles - Jeg havde fået at vide at der var hotel. Et lækkert hotel - der var fuldt booket. arg! Jeg trilllede træt (se udmattet) rundt om hjørnet og tro det eller ej, der lå sku i campingplads midt i byen. Den første plads de sidste 50 km.

Jeg kan ikke forstå det franske folk, men sandwich - det kan de lave. Der er ikke noget bedre end efter dagens første 20 km gå ind til en bager og be om en sandwich, og 3 euro fattigere går man ud med 1/2 m sandwich med rigeligt kød og salat. Der er Danmark bagefter.

Yes for første gang i rigtig lang tid skulle jeg pisse til venstre i vejkanten. Hvorfor det er godt? Jo det betyder nemlig at jeg har medvind Og jeg kunne se hvordan mit gennemsnit for turen ændrede sig - og er nu over 16 km/t. Jeg har desuden sat ny længderekord da jeg rundede 165 km denne dag.

Ja så kom dagen hvor jeg skulle krydse den anden største franske by - Lyon. Her er en liste af de råd jeg fik.

3 sagde - Lad vær, kør udenom
1 sagde - Kør ikke i primetime (8 om morgenen og 16 om eftermiddagen)
1 sagde - Tag ind på en turistinformation lige inden byen
1 gav mig en guide

Hvad gjorde Kalle? Smed guiden om i tasken og jordede direkte ind i byen klokken 16:21 (uden at have besøgt turistinformationen)

Hvor svært kan det være at følge en flod gennem en by, og det er jo ikke Frankrings største by.

Lyons 12 km tog mig en time at køre uden at spørge om vej eller kigge på kort.

Skal vi ikke bare sige at jeg var glad for at det var søndag - Sometimes i feel like i was born lucky

Nå men det viste sig at det sværeste ikke var Lyon, men at slippe gennem de næste byer - et helvede af forstæder og veje.

Senere på aftenen kunne jeg se at jeg nærmede mig de 2000 km - så dem måtte jeg jo lige tage. De blev fejret med en god middag, hvorefter jeg skulle sætte telt op i mørke og mudder. Meget klam og smadret gik jeg i seng.

Hvor utroligt det end lyder så ramte jeg ind i det 3. bryllup på turen (2 i tyskland) og ja det var det mest spændende den lørdag. En lige vej, intet mobil signal men masser af regn.